Hvis du oplever, at der kommer røg ud af lågen, når du åbner din brændeovn, kan det skyldes dårligt træk i skorstenen.
Her er der nogle ting, der kan gøres for at afhjælpe problemet:
- Få hjælp til at måle trækket i skorstenen af skorstensfejeren.
- Hvis brændeovnen er koblet på en stålskorsten, kan bedre træk opnås; enten ved at forlænge skorstenen eller ved at montere en ballerina/røgsuger. Hør din forhandler om mulighederne.
- Er der tale om en muret skorsten, kan man undersøge om renselemmen er monteret korrekt. Et forbedret træk i en muret skorsten opnås ofte ved montering af isokern i skorstenen - få hjælp hos din lokale forhandler eller skorstensfejer.
- Undlad at åbne lågen, når der er flammer, da en stor mængde kold luft i kombination med flammer fra uforbrændt træ kan udløse røggener.
- Vent med at lægge nyt brænde på ind til bålet er brændt ned til et glødelag. Hvis man alligevel er tvunget til at åbne lågen, før brændet er brændt helt ned, bør man gøre det med forsigtighed og lade lågen stå på klem et øjeblik, før den åbnes helt.
- Hvis skorstenen er for lav, utæt eller mangelfuldt isoleret, kan der opstå problemer med skorstenstrækket (lad skorstensfejeren vurdere det).
- Hvis trækket er i orden, kan man prøve at forlænge optændingsfasen ved at bruge flere tynde optændingspinde, så skorstenen varmes godt igennem. Skorstenen trækker først optimalt, når den er varm. Når der er dannet glødelag lægges 2-3 stykker tørt, kløvet brænde ind.
- Man må aldrig lade askeskuffen stå åben under optænding, idet det vil accelerere bålet og derved stiger temperaturen så meget, at det kan betyde, at brændeovnen bliver skæv.